Hvad skal du medbringe?
Når du skal ansøge om pas, skal du medbringe:
- Sidst udstedte pas, hvis det drejer sig om fornyelse
- Original dåbs- eller navneattest, hvis du ikke har et pas i forvejen
- Fødselsattest, hvis du søger om pas til et unavngivet barn
- Sundhedskort, hvis dit personnummer ikke fremgår af attesten eller af din billedlegitimation, og du ikke har et pas i forvejen.
- Skal dit barn have udstedt/fornyet sit pas, skal barnet med.
Hvis der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre underskrive nederst på ansøgningsskemaet.
Ansøgningen om pas til voksne udfyldes elektronisk hos Borgerservice i Haderslev, hvor det ligeledes er muligt at få taget foto. Dog tager vi ikke fotos af børn under fem år. Pris for foto er 100 kr.
Ansøgning om fornyelse af pas
Børn og pas
Børn skal have deres eget pas, uanset alder.
For at få udstedt et pas til et barn skal indehaverne af forældremyndigheden udfylde felterne om samtykkeerklæring i ansøgningen, men det er kun en af dem, som behøver at møde op. Når du ansøger om pas til dit barn, skal du have dit barn med.
Der gælder de samme regler for pas til børn som for pas til voksne, fx om kvalitet af foto.
Bemærk, at hvis barnet er indskrevet i forældrenes pas før 1. oktober 2004 og stadig er under 15 år, skal barnet som udgangspunkt ikke have eget pas. Men der er lande, som ikke accepterer, at et barn er indskrevet i forældrenes pas. Fx skal dit barn have sit eget pas, hvis I gerne vil rejse ind i Bulgarien eller USA.
Unavngivne børn
Hvis dit barn ikke er navngivet, og I skal ud at rejse, skal du være opmærksom på, at enkelte lande som fx England og USA ikke kan garantere, at dit barn kan rejse ind i landet uden problemer.
Er du i tvivl, kan du henvende dig til dit rejsemåls ambassade eller konsulat i Danmark.
Ansøgning om fornyelse af pas
Behandling, pris og gyldighed
Det tager 10-14 dage, før du får dit nye pas. Det koster 625 kr. for 18-64 årige at få udstedt passet, som er gyldigt i 10 år. For ældre over 65 år er prisen 375 kr.
For børn 0-12 år er prisen 115 kr. For børn 12-18 år er prisen 140 kr. Gyldighedsperioden er to år for 0-2-årige og fem år for børn og unge i alderen 2-17 år.
Vi anbefaler, at du betaler med betalingskort.
Mistet pas
Hvis du mister dit pas i Danmark, skal du henvende dig til kommunen, der melder passet bortkommet. Herefter kan du ansøge om et nyt pas, som du selv skal betale.
Husk at give kommunen besked, hvis dit pas dukker op igen.
Hvis du mister dit pas i udlandet, skal du politianmelde det og bede om en politirapport eller en kvittering. Den skal du tage med til den danske ambassade i det pågældende land sammen med to pasbilleder, der lever op til billedreglerne. Ambassaden kan udstede et nyt midlertidigt pas, der gælder, til du kommer tilbage til Danmark. Du skal betale et gebyr eller en timebetaling for udstedelsen af nødpasset.
Erklæring om bortkommet pas
Hastebehandling eller midlertidigt pas
Er du sent ude med bestillingen af dit pas, er der følgende muligheder for levering af pas i hastetilfælde:
- Hastelevering
- Forlængelse af eksisterende pas
- Midlertidigt pas.
Hastelevering
Hvis din afrejse er så tæt på, at du ikke kan vente på den almindelige levering på 10-14 dage, er der mulighed for hastebehandling. Det tager normalt ca. 8 dage.
Forlængelse
Du kan få forlænget dit eksisterende pas én gang med et stempel, hvis dit pas er udløbet inden for de sidste to år eller vil udløbe inden for kort tid, inden du skal rejse, men kun i det tilfælde, at det ikke er muligt at nå at bestille et nyt pas (fx ved en akut opstået rejse). Forlængelsen vil så gælde, til du kommer hjem fra din rejse – dog maksimalt et år.
Du skal møde personligt op hos Borgerservice i Haderslev og have dit pas med. Forlængelsen koster ikke noget.
Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle lande accepterer en forlængelsespåtegning i passet.
Det er op til dig selv at undersøge, om dit rejsemål accepterer det. Det kan du gøre via dit rejsemåls ambassade i Danmark eller dit rejseselskab.
Midlertidigt pas
Midlertidigt pas kan udstedes:
- Hvis du har mistet dit pas
- Hvis du ikke har et pas
- Hvis du ikke har medbragt passet
- Hvis dit pas er udløbet for mere end to år siden.
Du kan kun få et nødpas, hvis du ikke kan nå at få et egentligt pas. Nødpasset har nogle begrænsninger, som du skal være opmærksom på. Det udstedes kun for den periode, du er på rejse – og maksimalt for et år. Der er lande, fx USA, der ikke godkender nødpasset til indrejse. Prisen er den samme som for det almindelige pas.
Nødpas kan i særlige tilfælde udstedes på politistationerne i følgende lufthavne: Billund, København og Tirstrup samt ved grænseovergangen i Padborg. Endelig kan de danske ambassader i udlandet udstede nødpas, hvis du mister dit pas i udlandet. Det kan du læse mere om i afsnittet Mistet pas ovenover.
Hvis du har skiftet navn
Hvis du har skiftet hele eller dele af dit navn ud, er det en god ide at få et nyt pas. Af sikkerhedsgrunde vil flyselskaber og rejsebureauer ikke lade dig rejse, hvis navnet på billetten og navnet i passet ikke er det samme.
Ansøgning om fornyelse af pas